Qiteq Business Suite - eMarketing

Hvad siger loven

Nyhedsbreve, permission marketing og markedsføring via e-mail. Det lyder pænt, men pas på det ikke bliver ulovlig spam.

Nøgleordet for permission marketing er gennemskuelighed – dvs. at kunden skal kunne gennemskue, hvad der markedsføres, på hvilke vilkår og fra hvem. Det er dyrt at overtræde reglerne – bøde niveauet er på 10.000 kr. i grundbeløb for de første 100 e-mail henvendelser og efterfølgende 100 kr. pr afsendt e-mail. I alle tilfælde skal man have brugernes tilladelse — ikke kun af etiske grunde, men fordi loven siger det. § 6a i markedsføringsloven indeholder regler om hvordan virksomheden skal forholde sig, når den uanmodet henvender sig til forbrugerne for at sælge varer eller tjenesteydelser. Heri gøres det klart, at man ikke må henvende sig til brugerne uden deres forhåndsgodkendelse, som for eksempel kan fås ved at de har udfyldt et tilmeldingsskema på en webside.

Før man starter et nyhedsbrev, skal man sørge for at aktiviteten bl.a. overholder følgende grund regler. De sikrer, at der ikke er fare for at brugerne føler at deres oplysninger eller adresser misbruges.

  • Brugerne skal altid have meldt sig frivilligt. Brug ikke adresser, der er høstet fra nyhedsgrupper eller mailinglister eller købt i mængder på cd'er. Det er ulovligt og uetisk.
  • Få brugernes utvetydige tilladelse til at benytte deres adresse til den enkelte type aktivitet — og respekter et nej.
  • Gør det nemt for brugerne, at melde sig fra og til igen — for eksempel gennem en formular på webstedets forside eller en direkte et-kliks-henvisning i selve nyhedsbrevet frem for kryptiske kommandoer, der skal indsendes via e-mails af brugeren.
  • Vær 100 procent åben om aktiviteten, så brugerne ved præcis hvad den indebærer
  • Overdriv ikke — for mange mails kan have den modsatte effekt af det tilsigtede.
  • Du må kun tilbyde “identiske” produkter. Det er lovligt at udsende e-mails til kunder om lignende produkter uden deres forudgående godkendelse. Dvs. at har du solgt en bog til en kunde, må du gerne følge op på dette salg ved at tilbyde kunden en anden bog. Du må ikke forsøge at sælge ham noget som helst andet end bøger, og kunden skal have haft mulighed for at frabede sig henvendelsen, da købet blev foretaget – og skal også have mulighed for at frabede sig efterfølgende henvendelser.
  • Brug ikke konkurrencer til at samle e-mail adresser. Det er ikke lovlig, at sende e-mails/nyhedsbreve til kunder, der har deltaget i konkurrencer eller andet på din eller andres hjemmeside, da der ikke er sket et konkret salg. Du må således IKKE anvende e-mail adresser, du har fået fra en konkurrence til at sende nyhedsbrev. Du må heller ikke gøre deltagelse i en konkurrence betinget af, at hun/han tilmelder sig dit nyhedsbrev. Alle skal have mulighed for at deltage i en konkurrence uden at skulle modtage reklame, de ikke ønsker. Dvs. bruger du en konkurrence som “lokkemad” for at indsamle email adresser til din mail liste, skal kunden have mulighed for at frabede sig at modtage dit nyhedsbrev og stadig kunne deltage.
  • Markedsfør ikke andre firmaer. Det er heller ikke lovligt at markedsføre andre firmaer via din mail liste. Det er ok at gøre opmærksom på en anden virksomhed som en del af din egen markedsføring, da det er gennemskueligt – men det er ikke lovligt at sende e-mails ud for andre firmaer. Kunden skal kunne stole på, hvad du bruger hendes/hans e-mail adresse til, og at den ikke bruges til andre formål, end der er givet lov til.
  • Tip en ven + viral markedsføring. Gennemskuelighed skal også være tydelig, når kunder eller andre markedsfører din virksomhed. Det rammer især begreber som “Tip-en-ven funktion” eller viral markedsføring. Det er lovligt at bruge Tip-en-ven eller viral markedsføring,hvis virksomheden ikke belønner dem, der gør det. Som virksomhed må du ikke sende materiale til kunder, der er tippet, kontaktet eller anbefalet af dine kunder.
For altid gældende lovgivning ift. henvendelse overfor forbrugere henviser vi til: Markedsføringsloven